Mens du går og glæder dig og venter på den store dag, så vil du uden tvivl støde på en masse lister over, hvad du skal nå at anskaffe dig, inden baby ankommer. Der er rigtig mange forskellige ting, og de fleste af dem har du nok aldrig prøvet at købe før. Det er en helt ny verden, som åbner sig for dig, når du træder ind i de kæmpestore babybutikker rundt omkring. Som sagt er listen lang, men her får du et par gode råd om et par af de indkøb, som du står overfor at skulle gøre.
- fra 49 DKK
- fra 49 DKK
Den første køretur
En af de større og lidt dyrere ting, som du får brug for, er en barnevogn. Du kan få barnevogne i alle prisklasser – helt ned til 1500-2000 kroner. De helt billige barnevogne kan se lidt klodsede ud, men de er lige så gode som de dyrere modeller. De helt billige barnevogne kan være lidt større og måske ikke så smarte, som modeller hvor designet har været mere i fokus. Hvis du har trapper eller meget lidt plads, så er det værd at sammenligne vægt og størrelse på barnevognene. Du vil opdage, at et par kilo gør en stor forskel, da du skal have barnevognen frem og tilbage rigtig mange gange. En anden vigtig ting at lægge mærke til på barnevognen er hjulene. Det er en rigtig god ide at se efter punkterfri hjul. De er ikke særlig dyre, og mange gange kan du få forhandleren til at skifte de originale hjul ud med punkterfri hjul uden merpris. Almindelige hjul kan relativt let punktere – specielt hvis du gerne vil gå tur i skoven med baby. Det gælder også for den klapvogn, som du sandsynligvis ret hurtigt vil få brug for. Det er mindst lige så vigtigt, at klapvognen kan holde til alle slags terræn. Sørg også for at klapvognens forreste hjul kan ‘dreje’. Du vil opdage, at det er meget svært at navigere rundt på tætpakkede områder, som eksempelvis supermarkeder, med en klapvogn, hvis forreste hjul ikke følger vognes bevægelser. Du skal ofte bruge din ene hånd til varer eller indkøbskurv, og så er det rart, hvis du let kan dreje vognen med den anden hånd. Vær opmærksom på hvor meget vægt klapvognens kurv kan bære. Det er en skam, hvis kurven går i stykker, fordi du har fyldt den med alt for mange mælkekartoner.
Når den lille skal sove
Du skal også bruge en babyalarm. Det er altid svært at give gode råd om elektronik. Der kommer hele tiden nye produkter på markedet, så det bedste råd er at læse en opdateret test af alarmerne. Vi har fået flere negative henvendelser angående den blå/hvide babyalarm fra Philips/Avent. Klagerne går på, at alarmen med tiden begynder at gå ud, selvom den er tilsluttet strøm. Den vil også hurtigt miste evnen til at holde på strømmen fra selv friske batterier. Det kan være en jungle, så spørg eventuelt forhandleren, om der er en forlænget garantiperiode på nogle alarmer.
- fra 49 DKK
- fra 49 DKK
Praktiske forholdsregler
Når din baby ankommer, så vil du få besøg af en sundhedsplejerske. Det er rigtig rart med den store viden om småbørn, som sundhedsplejersken kommer med. Alligevel så har man lov at være lidt uenig i et par af de lavpraktiske råd, som hun kommer med. Eksempelvis vil nogle sundhedsplejersker gerne have, at du bruger vat i stedet for engangs-skumklude til at vaske babys numse med. Det kan være, at det fungerer for dig. Dog vil mange mødre råde dig til at holde dig til skumkludene. Der er stor forskel på, hvor bløde kludene er. Køb dem i Netto eller Rema1000, hvor de er dejligt bløde. Undgå at købe COOP’s skumklude, da de kan føles mere som sandpapir. Sundhedsplejersken vil også mene, at sæbe til babys numse er overflødigt. Lige så snart baby begynder at spise andet end mælk (4-6 måneder), så kan det ses og lugtes i bleen. Mange mødre synes derfor, at det giver en god og ren fornemmelse, hvis der er lidt sæbe på kludene i stedet for blot lunkent vand. Sørg blot for at købe sæbe til børn uden parfume og med svane-, astma- og allergimærket.
Et andet lavpraktisk hjælpemiddel er blespanden. Mange mødre bliver hurtigt træt af den. Du får den gratis i flere baby startpakker, men spanden har ikke meget plads, hverken i åbningen eller volumen. Det er besværligt at få bleen i spanden, og selv en halv fyldt spand lugter ubehageligt.
Dyr i hjemmet
Hvis du har dyr i hjemmet, så bekymrer du dig måske lidt ekstra i den første tid, hvor baby er helt lille. Man hører så mange historier om katte, der sover hos baby. De fleste katte vil dog foretrække at sove alle andre steder end der, hvor baby er. Det bliver hurtigt for varmt for katten, og ofte vil den ikke bryde sig om den fremmede lille ny. Alligevel vil du måske gerne sikre dig, at katten – eller måske hunden – ikke hopper op til baby, hvis han eller hun skal have en lille lur i stuen. Til dette formål kan du, ganske billigt, købe en vugge, som du kan hænge op i en krog i loftet. Vuggen er lavet i en art flettet bomuldsgarn, og den er ganske fin. Du kan finde vuggen i flere store forhandlere af babyudstyr.
Sikkerhed i bilen
Når du skal køre bil med en helt lille baby, så må du ikke køre for længe med baby i en autostol grundet babys endnu svage ryg. Hvis det er nødvendigt for dig at køre lange ture jævnligt, så kan du leje en lift, som er designet til at kunne spændes fast i bilen. Baby bliver spændt fast i liggende stilling, og dermed skånes ryggen.
Babyer og søvn
Til sidst skal det dreje sig lidt om babys søvn, hvilket ofte er årsagen til, at den første tid som forældre er meget hård. Baby sover mange gange, men han sover ikke igennem. Hvis det skal være så let som muligt for baby at falde i søvn, så sørg for at der er mørkt omkring ham, når han skal sove. Du må gerne have en loftslampe, men anskaf en lille sengelampe med en meget svag pære. Det må gerne være en sparepære, da disse skal bruge omkring 30 sekunder til at lyse med fuld styrke. Den kan være god om natten, hvis du skal ind og tjekke at alt er, som det skal være. En svag natlampe er også nyttig, når du skal amme. Du må endelig ikke tænde de store lys omkring dig, inden eller mens du ammer. Så bliver det bare endnu sværere at få baby til at falde i søvn, når han er mæt. Det er også en rigtig god ide med selvlysende sutter, så du slet ikke behøver at tænde lamper, når du blot skal trøste baby om natten.
Skriv et svar
Du skal være logget ind for at skrive en kommentar.