Søndagsavisen har foretaget en test af øretermometre. Testen viste at øretermometre er for unøjagtige i forhold til rektaltermometre. Læs testen herunder.
Mange forældre foretrækker at foretage målinger af deres børns temperatur i øret frem for i rumpen. En test foretaget for Søndagsavisen viser dog at øretermometre er for unøjagtige i forhold til rektaltermometre.
Øretermometre er for unøjagtige
3 ud af 4 øretermometre, der indgik i testen målte en temperatur der er op til 0,6 grader lavere end temperaturen målt rektalt. Selv om der blot er tale om termometre til hjemmebrug, så er det vigtigt at kunne måle en nøjagtig temperatur på sit barn. En forkert måling af barnets temperatur kan medføre at du tager barnet til lægen senere end du burde eller eksempelvis sender barnet i skole selv om det har feber.
Temperaturen i øret og på huden ligger normalt mellem 33 og 35 °C. På basis af dette regner øretermometre sig frem til kropstemperaturen. Hudens temperatur kan dog ikke direkte oversættes til en nøjagtig kropstemperatur. Derudover kan temperaturen svinge forskellige steder på kroppen under en feber. Det betyder at en måling af temperaturen med et øretermometer ikke er nøjagtig nok.
Hvis barnet har høj feber kan hudens temperatur variere meget fra kropstemperaturen. Huden kan blive koldere under en febersygdom, eftersom kroppen benytter mange ressourcer på at holde vitale organer i gang. En unøjagtig måling af temperaturen vha. et øre- eller pandetermometer kan derfor være alvorlig ved høj feber.
Anvend et rektaltermometer
Gør dig selv og dit barn en tjeneste og benyt et rektaltermometer til måling af dit barns temperatur.
Et godt tip til måling af børns temperatur er at foretage en måling når barnet ikke har feber. På den måde kender du dit barns normale temperatur.
Rektaltermometre kan bla. købes på apoteket og hos Matas.
Bemærk: Testen er udført i 2012 og er baseret på et udvalg af 9 øretermometre der var på markedet på det tidspunkt testen blev udført.