Hvorfor er Disney’s Frost (Frozen) så poplær?

kategori: Fritid | 0

Disneys animationsfilm Frozen – med den danske titel Frost – er noget helt specielt for såvel småpiger, som tweens og teens. Historien er fra 2013, og den er nummer 53 i rækken af Disneyfilm. Og så er den en af de bedst sælgende i Disneys historie. Filmen handler om prinsesser, grumme skurke, store udfordringer og selvfølgelig om kærlighed. Disse keywords passer på mangt en Disneyfilm, så hvorfor er Frozen anderledes? Hvad ligger der bag denne enorme kommercielle succes og den fascination, som Elsa og co. har vakt i så mange pigehjerter? For ikke at tale om deres forældre! I et forsøg på at komme nærmere et svar på dette interessante spørgsmål har vi konsulteret fire internationale medier, hvor alt fra fans og anmeldere til universitetsstuderende og psykologer diskuterer, hvad der gør Frozen så elskelig.

Power-prinsessen Elsa

Der er ingen tvivl om Elsas tiltrækningskraft på pigerne. Hun bliver lynhurtigt et forbillede for dem. I filmen Frozen gennemgår Elsa en udvikling, hvor hun genvinder sin selvsikkerhed og selvstændighed, og det adskiller hende fra mange tidligere prinsesser, som blot jagter eller jagtes af deres kærlighed uden at udvikle sig bemærkelsesværdigt. Hos Groupthink.com understreges den fine pointe at Elsa også fremstilles anderledes end andre Disney prinsesser på billeder og merchandise. Elsa ser direkte på sit publikum og skaber kontakt med det på en helt ny måde. Hendes drilske blik er fyldt med selvsikkerhed og spillopper i modsætning til de dydige og yndige traditionelle prinsesser. Det løftede øjenbryn og glimtet i øjet signalerer girlpower, og det kan vi kvinder godt lide – uanset hvor gamle vi er.

Men det er ikke bare Elsa, som er en stærk pige. Det er hendes søster Anna sandelig også. Anna drager helt alene ud på en farefuld rejse, og da hun møder den flotte Kristoff, er hun ganske uimponeret. Der er ikke noget med at kaste sig opgivende i armene på den stærke man. Ikke Anna. Anna gennemgår også en udvikling og en modning, og hun styrkes hele tiden i sin kærlighed til Elsa. Savnet til hendes søster styrer Annas rejse såvel som hendes tanker. Det er Anna, der sørger for den gode balance mellem stærke kvinder og brave mænd. Desuden har Anna realistiske træk som klodsethed og anlæg for det praktiske frem for det yndige. Det er præcis hendes kejtethed, der bliver hendes styrke, fordi man så let kan relatere til hende. Det skriver RedandBalck.com.

Søsterkonflikten mellem Anna og Elsa

Elsas hemmelighed tvinger hende til at lægge bånd på sig selv gennem hele sin barndom og ungdom, mens Anna er udadvendt og livsglad. Da Elsa bryder sin egen selvkontrol, skal hun lære at tøjle sine evner. Anna er frygtløs og drager med det samme ud for at lede efter sin forsvundne søster. Således ender det med, at begge søster giver efter for deres impulser og indre trang til at være frie. Småbørn drives også af impulser, og som de bliver ældre, kan de også opleve at være fyldt op af indre konflikter både med hensyn til deres egen identitet og i forhold til deres søskende, det fortæller to børnepsykologer til Time Magazine. Desuden drages børn af den genre, der hedder magisk realisme, som er en type af fortælling, hvor det magiske og overnaturlige indgår som en naturlig og integreret del af den realistiske verden, hvor fortællingen foregår. Derfor bliver børnene ikke nedslåede eller afskrækkede over Elsas desperation, isolation og ensomhed, da de er alt for fokuserede på Elsas powers og evner.

På trods af konflikter mellem søskende og eventuelt forældre, så er børn meget loyale over for familiemedlemmer og tiltrækkes af familiebåndet, der er på spil i filmen. Børnene er selv et sted i deres liv, hvor de er meget tæt på og meget afhængige af deres familie, så det faktum at Annas forsøg på at skabe er godt forhold til Elsa trumfer alle andre forbindelser som eksempelvis båndet mellem Anna og Kristoff, passer godt ind i børns verden.

https://www.youtube.com/watch?v=EPd5X9ccKqo

Elsa er den populære søster

Hvorfor er Elsa mere populær end Anna? Anna har jo langt mere scenetid i filmen. Jo, men det er jo trods alt Elsa, som har den flotte blå kjole, de lange lyse lokker og de magiske evner. Ej at forglemme den store stemme, som synger hittet ’Let it Go’. De to piger er begge prinsesser, men det er Elsa, der står overfor at skulle regere Arendelle, og hun har således mere ansvar at skulle leve op til, skriver Interfictionalambassador.com. Alligevel er det Anna, som må hjælpe hende langt hen ad vejen til at kunne påtage sig dette ansvar. Anna er langt mere initiativrig end Elsa, men man kan argumentere for, at Annas problemer er af en anden karakter end Elsas. Anna bliver lukket ude, og må kæmpe sig vej ind i Elsas liv igen. Elsas konflikter foregår inde i hende selv. Derfor kæmper Elsa i langt højere grad end Anna en kamp for at genopbygge sin egen identitet.

Dejlig varm humor i Frozen

Ingen god Disneyfilm uden smil på læben hos publikum. Humoren er at finde mange steder i filmen, men specielt – og hvad der også viser, at filmen aktivt distancerer sig fra de tidligste prinsessers kønsroller – da Kristoff gør et stort nummer ud af, at Anna har forlovet sig med en mand, hun kun lige har mødt og slet ikke kender. Langt mere virkelighedstro er udviklingen af Anna og Kristoffs kærlighed. De tilbringer en masse tid sammen og overvinder store udfordringer, før de rigtig begynder at tiltrækkes af hinanden. Godt nok går der rygter om kærlighed ved første blik derude i virkeligheden også, men vi ved alle sammen godt, at der skal lidt modgang til, før man lærer hinanden at kende, og før man ved, om arrangementet kan holde vand.

Lidt i samme boldgade befinder sig det faktum, at rensdyret Sven ikke kan tale. Det viser sig, da Kristof, ganske tydeligt for publikum laver sin stemme om for at tale på Svens vegne. Vi hører ikke Sven synge sange om menneskets røde ild eller om fjollede livsfilosofier som Hakuna Matata. Vi ser ham heller ikke deltage i rationelle samtaler med filmes figurer. Sven kan kun lave rensdyrlyde, men vi elsker ham alligevel.

Overraskende slutning (spoiler alert!)

Frozen er specielt nytænkende i slutningen af historien. I denne Disney-fortælling er det nemlig ikke manden, der redder prisessen til sidst. Der foregår et meget interessant dobbeltspil, hvor Anna ved, at hun kun kan reddes af en kærlighedsgerning. Det har den halvt menneskelige og sommerelskende Snemand Olaf betroet hende. Denne gerning skal udføres af Kristoff – tror både vi og Anna selv. I stedet viser det sig, at Anna, i kraft af at være Elsas elskede søster, besidder evnen til at redde hele misæren selv. Hun ofrer sig selv for Elsa, og begår på denne måde den altafgørende kærlighedsgerning. Der er fokus på søskendekærlighed i dette moderne eventyr og den traditionelle, romantiske kærlighed har fået birollen. Hvor friskt at det ikke kommer an på manden, men på familiebåndet. Det smager måske lidt af feminisme her, men faktisk er vi bare begejstrede over til slut at være blevet taget helt ved næsen af dette herlige familiedrama!

Facebooktwitter

Skriv et svar